
Kan man integrere verdensmålene i sine eksisterende undervisningstilbud? Hvordan kan man bruge Verdensmålene mere aktivt? Disse er bare nogle af de spørgsmål, FN Byens skoletjeneste, YOUNG, søgte at give formidlere fra hele Danmark nye perspektiver på ved konferencen KATAPULT.
Læs her om, hvordan kunstmuseet Louisiana delte ud af deres metoder til at inddrage Verdensmålene aktivt i deres undervisning ved KATAPULT i 2022.
Den 3. juni 2022 løb konferencen KATAPULT for første gang af stablen. YOUNG havde inviteret interessenter og aktører til en spændende dag med fokus på aktiv undervisning i Verdensmålene.
Siden Verdensmålene blev lanceret i 2015, har ildsjæle på tværs af Danmark knoklet for at få Verdensmålene ind i undervisningen. Og til konferencen demonstrerede nogle af Danmarks førende formidlere, hvordan de konkret kobler Verdensmålene sammen med kunst, naturen, teknologi og meget andet i deres undervisning.
De mere end 200 deltagere fra både skoletjenester, kulturinstitutioner og pædagogiske centre kunne blandt andet undersøge deres klimaaftryk sammen med Experimentarium, møde dyr, der er truet af menneskers adfærd med Københavns Zoo, spille læringsbrætspil med Københavns Mediegymnasium NEXT eller udforske deres kunstneriske side med Louisiana.
Louisiana: Naturens materialer
Kunstmuseet Louisiana plejer at få besøg af børnehaver og skoleklasser, når de under åben himmel undersøger, hvordan de kan bruge naturens egne materialer til at skabe kunst med. Men til KATAPULT var det begejstrede voksne, som fik lov til at prøve kræfter med museets workshop Naturens materialer, som er en del af undervisningstilbuddet ”Kunsten i naturen”.
Her skulle deltagerne male kunstværker med deres eget blæk, som de havde fremstillet ved at knuse gallusæbler og gummi arabikum – harpiks fra akacietræer, som fungerer som bindemiddel til at binde farvepigment og vand til papir. I kan forestille jer, at overraskelsen var stor, da garvesyren fra gallusæblerne på magisk vis voksede frem og blev sortere og sortere.
Normalt er blækkunsten en del af et længere forløb, som foregår på museets egen grund, hvor børnene skal på oplevelsestur rundt i Louisianas skulpturpark og hilse på sjove og fantasifulde skulpturer. Workshops som f.eks. Naturens materialer, hvor naturen er i fokus, sætter refleksioner i gang om Verdensmålene, og skal give børn lyst til at gå på opdagelse i naturen på nye måder gennem mødet med kunsten.
I kan læse mere om Louisianas spændende undervisningstilbud her: https://louisiana.dk/planlaeg-dit-besog/gruppe-skolebesog/skoler-og-undervisning/
Til konferencen blev det bekræftet, hvor mange der allerede på hver deres måde aktivt og med stor kreativitet bruger Verdensmålene i deres undervisningstilbud.
FN Byens skoletjeneste, YOUNG glæder os til at gentage succesen torsdag den 28. september 2023. Vi håber, at der er endnu flere, som har lyst til at deltage i konferencen, så vi kan gennem et styrket netværk kan få Verdensmålene bredere ud til børn og unge over hele Danmark.
Læs mere om KATAPULT 2023 og find tilmeldingen her: https://un.dk/da/besoeg-fn-byen/skoler/katapult-konference-om-aktiv-undervisning-i-verdensmaalene/

FN Byen
Marmorvej 51
2100 Copenhagen
E-mail: young@uncity.dk