OM OS
FN Byens Skoletjeneste, YOUNG, har eksisteret siden 2017. Vi underviser grundskolen og ungdomsuddannelserne i FN’s arbejde og Verdensmålene.
I begyndelsen tilbød vi udelukkende besøg i FN Byen, men har løbende udvidet vores tilbud til også at rejse ud og undervise skoleklasser rundt omkring i Danmark én gang om måneden.
Undervisningskonsulenterne i FN Byen brænder for at gøre elever klogere på blandt andet FN’s arbejde og Verdensmålene, men de har vidt forskellige baggrunde for at gøre det. Herunder kan du læse, hvad der fik dem på sporet af jobbet i FN og hvad der driver dem.

Anna C
Ansat i YOUNG i januar 2017. Uddannet cand.ling.merc. i International Virksomhedskommunikation fra Aarhus Universitet, 2016.
Anna var med til at starte FN Byens skoletjeneste i 2017, da hun sammen med en tidligere medarbejder fik opgaven at finde en måde at formidle FN, udviklingssamarbejde og Verdensmålene til danske skoleelever. Anna har blandt andet erfaring fra Udenrigsministeriet og FN, og har tidligere arbejdet med at formidling til børn og unge i Danmark, Frankrig og Kina. De sprogbarrierer, som Anna kunne opleve i mødet med børn fra andre kulturer, var med til at præge udformningen af skolebesøgende i FN Byen, hvor der er fokus på læring gennem aktive øvelser, og i mindre grad gennem tale.

Anna K
Ansat i YOUNG i januar 2019. Uddannet cand.scient. i Humanfysiologi fra Københavns Universitet i 2015.
Anna har arbejdet i mange år som underviser på især efterskoler og højskoler. Det ligger hende derfor meget nært ikke bare at snakke om almen dannelse men i endnu højere grad global dannelse. Anna er uddannet BSs. i Idræt og Sundhed fra Syddansk Universitet samt cand.scient. I Humanfysiologi fra Københavns Universitet. Med denne baggrund synes Anna især det er spændende at lege og bevæge sig til viden om Verdensmålene.

Bror
Bror har været ansat i YOUNG siden maj 2022 med det formål at udvide skoletjenesten til også at omfatte ungdomsuddannelserne.
Bror har med sit sjove navn og sine ustoppelige talegaver været i en masse formidlingspositioner gennem sit liv. Før han kom til FN, har han som engelsklærer på STX lært uddannelsesverdenen og sin målgruppe at kende. Før det arbejdede Bror fire sæsoner som turistguide i København, hvor han har vist Danmark fra sine bedste sider, om det var i bus, til båds eller til fods. Bror brugte sin studietid på Engelsk, Arabisk og en kandidat ved navn Tværkulturelle Studier. Her boede han bl.a. i Egypten, hvilket med hans uddannelse har givet ham et godt udgangspunkt for at tale om nogle af hans yndlingsemner såsom kultur, global ulighed, magtrelationer og ikke mindst: FN’s Verdensmål.

Saber
Ansat i YOUNG i februar 2018. Uddannet cand.merc.emf i økonomisk markedsføring fra Copenhagen business school, 2011.
Saber har arbejdet med kommunikation i den private sektor, inden han tilsluttede sig skoletjenesten. Han synes, at det er sjovt at undervise elever i folkeskolen. Derfor har han i en årrække også arbejdet frivilligt på en lektiecafe, hvor han både har hjulpet børn med at læse deres første bøger, og assisteret større elever med at lave projektopgaver. Saber synes det er vigtigt, at eleverne blive mødt i øjenhøjde, derfor vil de altid blive inddraget i undervisningen, og opfordret til at stille spørgsmål.

Nicole
Ansat i YOUNG i januar 2019. Uddannet Cand.Scient. i biologi fra Københavns Universitet, 2011.
Nicole har arbejdet med formidling siden hun som ung lavede frivilligt arbejde i Amazonasregnskoven. Siden da har hun arbejdet med formidling i mange forskellige sammenhænge, blandt andet som gymnasielærer og som formidler på Danmarks Akvarium og Den Blå Planet. I forbindelse med sit speciale om klimaforandringers påvirkning på regnskoven arbejdede hun igen i Amazonas, og blev derigennem ekstra bevidst om, at klima- og miljøproblemer er globale og at løsningerne kræver internationale samarbejder. Nicole elsker at undervise børn og vække deres begejstring for problemløsning, og gøre store, og ofte uoverskuelige emner, tilgængelige for selv de helt yngste.
OM VORES UNDERVISNING
🌐 Oplev verden i Danmark når dine elever udforsker både FN og Verdensmålene sammen med os 🌐
FN Byens skoletjeneste, YOUNG, har til huse i FN Byen i Nordhavn. I FN Byen arbejder mere end 1.500 mennesker fra 108 forskellige nationaliteter i 10 FN-organisationer på 17 Verdensmål ✨
Vores undervisning skaber forståelse for og indsigt i verdens mangfoldighed og arbejdet for en bæredygtig fremtid. Undervisningen er både interaktiv og informativ. Vi mener at børn lærer bedst ved selv at blive involveret, både kreativt og kognitivt.
Vi har skræddersyet seks temaer til grundskolen og to temaer til ungdomsuddannelserne, der gør elever helt ned til 7 år til verdensborgere ved at give dem indsigt i FN’s arbejde og de 17 Verdensmål.
Alle temaerne vil give eleverne mulighed for at gå på opdagelse i FN’s historie og organisationer. I får tid til at diskutere og opdage sammenhænge mellem Verdensmålene ud fra jeres valgte tema. Vi tager altid udgangspunkt i dine elever, og går til stoffet ud fra deres niveau og interesser.

FN Byen
Marmorvej 51
2100 København Ø
E-mail: young@uncity.dk