© UNICEF/Mulugeta Ayene Piger går i skole på en skole for fordrevne børn i Baidoa, Somalia.

Sammenlign to børn, der er født samme år: det ene i et land med velfungerende skoler, sociale ydelser, retfærdige valg og en dynamisk økonomi, og det andet i et land, der er hærget af fattigdom, konflikt, klimaforandringer eller korruption.

Ingen af dem har selv valgt deres omstændigheder. Alligevel vil det ene barn sandsynligvis leve flere årtier længere, tjene langt mere og have en betydelig indflydelse på de beslutninger, der former dets liv.

FN betragter kløften mellem disse to børn ikke blot som uretfærdig, men som en krænkelse af retten til udvikling.

Siden 1986 har FN anerkendt udvikling ikke blot som økonomisk vækst, men som en menneskerettighed, der tilhører os alle.

Den omfatter økonomiske, sociale, kulturelle og politiske rettigheder, der har til formål at mindske uligheden og skabe en mere retfærdig verden.

Ifølge World Inequality Report 2026, der er udarbejdet med støtte fra FN’s Udviklingsprogram (UNDP), ejer halvdelen af verdens fattigste mennesker kun to procent af den globale formue, mens de rigeste 0,001 procent – milliardærklassen på omkring 56.000 mennesker – besidder tre gange så stor en formue som alle disse fattige mennesker tilsammen.

Det er netop denne »stigende ulighed inden for og mellem landene«, som FN’s Menneskerettighedskontor (OHCHR) hævder, at retten til udvikling netop er til for at bekæmpe.

»Uafståelig menneskerettighed«

Erklæringen om retten til udvikling (som ikke er en juridisk bindende traktat) blev vedtaget af FN’s medlemsstater i 1986 og beskriver den »umistelige menneskeret«, der giver alle personer og folk ret til at »deltage i, bidrage til og nyde godt af« økonomisk, social, kulturel og politisk udvikling.

Af afgørende betydning er, at den omfatter folks suverænitet over deres egne naturlige rigdomme og ressourcer.

Hvorfor er det vigtigt?

Retten til udvikling “handler ikke om velgørenhed, men om at skabe muligheder og styrke selvbestemmelse”, siger FN.

I de seneste 80 år siden afslutningen af Anden Verdenskrig er væksten ikke blevet fordelt ligeligt, og denne ulighed, som ikke bliver løst, skaber fattigdom, uro, migration og mistillid til institutionerne.

Vigtige principper

• Menneskeorienteret udvikling: »Mennesket« som subjekt og modtager af udviklingen
• Deltagelse: Aktiv, frivillig og meningsfuld inddragelse i beslutningerne
• Retfærdighed: Retfærdig fordeling af udviklingsgevinsterne
• Ikke-diskrimination: Ingen udelukkelse på grundlag af »race, køn, sprog eller religion«
• Selvbestemmelse: Mennesker bør have kontrol over deres egne ressourcer

Kan disse principper virkelig ændre folks liv?

Når de anvendes korrekt, betyder principperne, at samfund over hele verden drager fordel af dem.

I Marokkohjælper erhvervsuddannelsesprogrammer kvinder med at starte indtægtsskabende aktiviteter.

Indfødte grupper i Colombia har deltaget i det sydamerikanske lands fredsaftaler.

I samfund i Afghanistan har folk lært at dele ressourcer retfærdigt i stedet for at konkurrere om dem.

Hvad sker der, når udviklingen lader folk i stikken?

Konsekvenserne for menneskerne er lige så konkrete.

I Kenya blev Endorois, et samfund på omkring 60.000 mennesker, der havde boet omkring Bogoria-søen i århundreder, udelukket fra beslutningen om at omdanne deres jord til et vildtreservat. Nægtet høring og en rimelig andel af reservatets fordele mistede de de græsningsarealer, der var deres levebrød, og et stort antal af deres kvæg døde.

Under COVID-19- pandemien havde udviklingslandene mindre adgang til vacciner.

En FN-embedsmand udtalte, at »mere end 600.000 dødsfald kunne have været undgået, hvis alle lande havde været i stand til at nå Verdenssundhedsorganisationens vaccinationsmål inden udgangen af 2021. Denne fiasko var tragisk og dybt umoralsk.«

Hvad er hindringerne? Uenighed blandt staterne om bindende forpligtelser, svagt internationalt samarbejde og manglende politisk vilje hæmmer alle retten til udvikling.

Hvor relevant er det i dag?

Sandsynligvis mere relevant end nogensinde før.

Klimakriser, konflikter og indvandring er overlappende globale kriser, der bidrager til at forværre fattigdom og ulighed.

Et mere retfærdigt udviklingssystem kan bidrage til at vende denne tendens.

Hvorfor fokuserer FN på dette emne netop nu?

Det er 40 år siden, at FN vedtog Erklæringen om retten til udvikling fra 1986.

Medlemsstaterne mødes den 23. september i FN i New York for at forny det globale tilsagn om at sikre, at alle mennesker har en retfærdig chance for at leve et liv i værdighed, med muligheder og håb.

Mødet vil samle verdens ledere for at gøre status over de fremskridt, der er gjort i løbet af de seneste fire årtier, og for at drøfte, hvordan landene kan samarbejde om at bekæmpe fattigdom, udvide mulighederne og bekæmpe de uligheder, der fortsat forhindrer millioner af mennesker i fuldt ud at drage fordel af den økonomiske og sociale udvikling.

Find venligst den originale artikel her.

Denne oversættelse er genereret ved brug af Word Press Multilingual Plugin. Hvis noget er uklart, henvises til den engelske version af artiklen.