Her på siden kan du se billeder og videoer af Flag for Fremtiden
Flag for fremtiden: Et projekt skabt af FN Byens skoletjeneste
Den 21. og 22. oktober fejrede vi i FN Byens skoletjeneste, YOUNG, FN’s 80 år. Næsten 400 børn os i FN Byen hen over de to dage. De afleverede deres Flag for Fremtiden, mødte nogle af de FN-ansatte, sang fødselsdagssang på engelsk, fransk, spansk og arabisk og spiste fødselsdagskage. Den 21. oktober havde vi også besøg fra elever fra FGU Midt- og Østsjælland, som hjalp med at sy flag sammen og tage billeder af aktiviteterne.
FN Dagen 2025
Fredag i samme uge, den 24. oktober, var det den officielle FN Dag. I år blev FN Dagen lidt ekstra særlig grundet jubilæet, og derfor var der både taler, debatter og musik i FN Byens lobby. Alle jeres flag var på det tidspunkt hængt op til skue for alle deltagerne, som udover FN-ansatte også talte ambassadører fra forskellige lande samt FN’s undergeneralsekretær og leder for FN-organisationen UNOPS, Jorge Moreira da Silva, og uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund. Derudover var Lilian Gjerulf Kretz moderator.
Her på siden kan du evaluere projektet, se video og billeder fra fejringen den 21. oktober herunder samt fejringen den 24. oktober længst nede på siden.
FN 80 år
Efter afslutningen på 2. Verdenskrig i 1945 blev de Forenede Nationer (FN) skabt med det formål at undgå en tredje verdenskrig. Verdens lande skulle skabe håb for en bedre og fredelig fremtid gennem internationalt samarbejde og dialog.
Når FN den 24. oktober 2025 fylder 80 år, så er der grund til at se tilbage på alt det, verdens lande i fællesskab har bygget og skabt. Ved at se bagud finder vi ud af, hvad der kan lade sig gøre, når verdens lande sætter sig for at løse problemer. Vi kan i fællesskab udrydde sygdomme, reducere antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, skabe mere ligestilling i verden, få flere børn i skole og meget andet.
Vi skal se tilbage for at kunne se frem. Vi skal forstå det fundament, som vores forfædre har bygget for at kunne sætte spørgsmålstegn ved det og for at kunne forbedre og fremtidssikre det. Derfor inviterer FN Byens skoletjeneste skoler i hele Danmark til at bruge vores gratis undervisningsmateriale til at diskutere værdien af internationalt samarbejde i løsningen af globale udfordringer.

YOUNG
FN Byens skoletjeneste
FN Byen
Marmorvej 51
2100 København
young@uncity.dk





















