© UNICEF/Sultan Mahmu En mor og hendes datter vader gennem oversvømmelsesvandet i Feni i det sydøstlige Bangladesh.

Verden har flere redskaber end nogensinde til at bekæmpe klimaforandringerne, men millioner af mennesker kan stadig ikke drage fordel af dem. Da teknologierne inden for ren energi udvikler sig hurtigere end nogensinde, handler udfordringen for landene på COP31 ikke længere kun om at finde løsninger – men om at sikre, at alle har råd til dem.

Katastrofale oversvømmelser, livsfarlige hedebølger og langvarige tørker har været kendetegnende for 2026, et år, hvor forskerne bekræftede, at verden er på vej til at overskride Paris-aftalensgrænseværdi på 1,5 °C for opvarmningen.

På denne baggrund – og med udsigt til, at et kraftigt El Niño-fænomen vil forstærke klimapåvirkningerne yderligere – vil repræsentanter fra mere end 190 lande samles i Antalya, Tyrkiet, fra den 9. til den 20. november til COP31, den seneste udgave af FN’s årlige klimakonference.

Selvom fossile brændstoffer fortsat er den vigtigste årsag til de opvarmningsfremmende emissioner, udvikler de teknologier, der er nødvendige for at komme væk fra dem, sig i et ekstraordinært tempo. Solenergi, elbiler og batterilagring bliver stadig mere tilgængelige.

Alligevel har mange lande stadig svært ved at drage fordel af dem. Hvorfor?

Forud for topmødet talte UN News med Selwin Hart, FN’s særlige rådgiver for klimahandling og retfærdig omstilling, om, hvad der står på spil, hvad der bremser fremskridtet, og hvad endnu en runde af klimadiplomati realistisk set kan opnå.

Hvad er COP31, og hvorfor er det vigtigt?

COP står for »Conference of the Parties«(partsk onferencen), i dette tilfælde de lande, der er parter i FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC). Disse årlige møder giver regeringerne mulighed for at vurdere fremskridtene og forhandle om, hvordan man skal tackle en udfordring, som ingen nation kan løse alene.

Forhandlingerne resulterede i den banebrydende Parisaftale i 2015, hvor landene forpligtede sig til at holde den globale opvarmning et godt stykke under 2 °C og fortsætte bestræbelserne på at begrænse den til 1,5 °C over det førindustrielle niveau.

COP-møderne rækker nu langt ud over regeringsforhandlingerne. Virksomheder, forskere, oprindelige folk, unge og civilsamfundet deltager i stigende grad, hvilket afspejler udfordringens omfang.

»Der er nu en klar erkendelse af, at det kræver, at alle bidrager, hvis vi skal løse klimakrisen,« forklarer Hart.

Hvad kan en COP-konference egentlig opnå?

En COP bedømmes ofte ud fra den aftale, der indgås til sidst, undertiden efter flere dages vanskelige forhandlinger og kompromiser i sidste øjeblik. Men Hart hævder, at dette kun er en del af historien.

Han peger på tre måder, hvorpå disse konferencer kan gøre en forskel:

1. Forhandlede aftaler: Landene søger at nå til enighed om emner som klimafinansiering, emissionsreduktioner og tilpasning, selvom geopolitiske uenigheder ofte gør det vanskeligt at opnå ambitiøse resultater.
2. Handlingsdagsordenen: Regeringer, udviklingsbanker, virksomheder og civilsamfundsorganisationer samarbejder om praktiske løsninger, lige fra udbygning af vedvarende energi og modernisering af elnet til reduktion af metanemissioner.
3. Nationale forpligtelser: Landene benytter COP-møderne til at annoncere tiltag på hjemmefronten, herunder nye klimaplaner, forpligtelser til at gå væk fra fossile brændstoffer og bidrag til klimafonde.

»Der er nogle gange en forventning om, at COP-møderne altid vil munde ud i en stor, storslået aftale, der vil løse klimakrisen. Det er ikke realistisk,« siger Hart.

I år er Tyrkiet vært og formand, mens Australien leder forhandlingerne i tæt samarbejde med landene i Stillehavsområdet.

Topmødet lægger særlig vægt på gennemførelsen, og Tyrkiet fremmer initiativer inden for ren energi, fødevaresikkerhed, modstandsdygtige byer, grønnere industrier, havene og affaldsreduktion.

»Jeg kører en personlig kampagne for at omdøbe handlingsdagsordenen til gennemførelsesdagsordenen,« siger den øverste klimarådgiver og understreger behovet for at gå videre end løfter og fokusere på praktiske løsninger.

Så hvad står der på dagsordenen i Antalya?

Bag det diplomatiske sprog ligger beslutninger, der kan få betydning for millioner af menneskers liv. Flere vigtige spørgsmål er stadig uafklarede:

1. Klimafinansiering: Udviklingslandene ønsker, at de rigere nationer skal opfylde deres økonomiske forpligtelser i henhold til Parisaftalen, mens der fortsat er uenighed om finansieringsansvaret, adgangen til finansiering og hvordan de globale pengestrømme kan kanaliseres mod klimahandling.
2. Retfærdig omstilling: Landene blev sidste år enige om at oprette en mekanisme til støtte for omstillingen til renere økonomier – men skal stadig beslutte, hvordan den skal fungere.
3. Tilpasning: Forhandlerne vil fortsætte med at arbejde på at måle fremskridtene, mens udviklingslandene presser på for større økonomisk støtte.
4. Reduktion af emissioner: Regeringerne er fortsat uenige om, hvordan man kan styrke indsatsen mod emissioner og opfylde de eksisterende forpligtelser.

COP31 vil også markere starten på den anden globale statusopgørelse, som er Paris-aftalens formelle proces til vurdering af de samlede fremskridt hen imod aftalens langsigtede mål.

Men har vi ikke allerede tabt kampen mod den globale opvarmning?

Forskere advarer om, at verden midlertidigt vil overskride Parisaftalens grænseværdi på 1,5 °C for opvarmning – en situation, der kaldes overskridelse. Men hvor meget temperaturerne stiger, og hvor længe de forbliver høje, afhænger stadig af de valg, som regeringer, virksomheder og samfund træffer i dag.

»Overskridelse er ikke det samme som at give op. Overskridelsen bør tværtimod føre til en langt større følelse af, at det haster,« siger Hart, der opfordrer til hurtigere emissionsnedskæringer og større investeringer i beskyttelsen af sårbare samfund.

På trods af advarslen ser han grund til optimisme.

»Den gode nyhed i denne forfærdelige situation med overskridelsen er, at verden aldrig har været bedre rustet til at løse denne udfordring,« siger han og peger på den hurtige udbredelse af elbiler, solenergi og batterilagring.

Hvad giver os håb?

For blot et årti siden så omstillingen til ren energi helt anderledes ud. Den teknologiske front udvider sig i et bemærkelsesværdigt tempo.

• Elbiler: For ti år siden var færre end én ud af 100 nye biler, der blev solgt på verdensplan, elbiler. I 2025 var det én ud af fire, og denne andel forventes at nå op på 28 procent i 2026.
• Solenergi: Verden fik tilført mere end 600 gigawatt solenergikapacitet i 2025, hvilket udgjorde over tre fjerdedele af den nye kapacitet inden for vedvarende energi.
• Batterilagring: Den globale batterilagringskapacitet er nu 11 gange større end i 2021. Alene i 2025 blev der på verdensplan tilføjet 108 GW – 40 procent mere end året før. Disse systemer gør det muligt at lagre elektricitet, der produceres af solceller og vindmøller, og bruge den senere

Hvis løsningerne findes, hvad er det så, der holder os tilbage?

Investeringerne i ren energi er vokset hurtigt, men fordelene har langt fra været ligeligt fordelt.

Vækst- og udviklingsøkonomier uden for Kina, hvor næsten to tredjedele af verdens befolkning bor, modtog kun 18 procent af de globale investeringer i ren energi i 2025.

Afrika illustrerer udfordringen. På trods af sit enorme potentiale inden for vedvarende energi tiltrækker kontinentet kun en lille andel af de globale investeringer, mens omkring 600 millioner mennesker stadig mangler adgang til elektricitet.

Hart siger, at kapitalinvesteringer er en af de største hindringer. Det kan koste flere gange mere at finansiere projekter inden for vedvarende energi i udviklingslande end i rigere lande, selv når teknologien er den samme.

»Vores opgave nu, i dette andet årti af Parisaftalen, er derfor at sikre, at vi fjerner hindringerne for gennemførelsen og for en hurtigere indsats i disse økonomier,« forklarer han.

For lande, der allerede kæmper med en tung gældsbyrde, er udfordringen særligt stor, hvilket efterlader regeringerne med begrænsede ressourcer til at investere i sundhed, uddannelse og klimabeskyttelse.

»Vi har brug for økonomiske løsninger, der ikke øger gælden,« understreger Hart.

COP31 vil ikke løse klimakrisen på to uger. Men det kan være med til at fjerne nogle af de hindringer, der står mellem de løsninger, der allerede findes, og de mennesker, der har brug for dem.

For de millioner, der lever med konsekvenserne af en opvarmende planet, er det dét, der vil betyde noget længe efter, at topmødet er slut.

Følg med i de seneste udviklinger fra COP31 via vores nye podcast, Talk & Action, og vores daglige særdækning af konferencen.

Du kan finde den oprindelige artikel her.

Denne oversættelse er genereret ved brug af Word Press Multilingual Plugin. Hvis noget er uklart, henvises til den engelske version af artiklen.