FN-foto/Loey Felipe: Delegaterne lytter til taler i Generalforsamlingssalen under den generelle forhandling.

Fra Caribien til Stillehavet krævede ledere fra små østater klimaretfærdighed, beskyttelse af havene og større solidaritet på FN’s Generalforsamling fredag. De advarede om, at stigende havniveauer allerede er ved at omtegne landegrænserne, mens ringvirkningerne af fjerne krige mærkes på deres kyster. Denne udgave af »Det væsentligste« opsummerer de vigtigste punkter fra den fjerde dag i den årlige debat på højt plan.

Hvorfor det er vigtigt: De små østater gjorde Generalforsamlingen opmærksom på, at klimaforandringerne ikke længere er en fjern trussel. De skader økonomierne, truer vand- og fødevaresikkerheden og udsætter lokalsamfundene for fare.

  • Tuvalus premierminister Feleti Teo sagde, at stigningen i havniveauet var »en nuværende realitet«, og pegede på bestræbelserne på at inddæmme højtliggende, oversvømmelsesfrit land på hovedøen Funafuti.
  • Bahamas’ premierminister Philip Davis advarede: »Havet forhandler ikke. Det læser ikke kommunikeer. Og det anerkender ikke et veto.«
  • Lederne understregede, at lande, der kun står for en lille andel af de globale emissioner, bliver tvunget til gentagne gange at betale for klimatilpasning og genopbygning efter katastrofer.

Det store billede: Lederne argumenterede for, at det internationale finansielle system ikke afspejler de risici, som små østater under udvikling står over for.

  • Saint Lucias premierminister Philip J. Pierre beskrev klimaforandringerne som en direkte trussel mod den nationale sikkerhed, den økonomiske stabilitet og menneskehedens overlevelse og erklærede: »Klimafinansiering er ikke velgørenhed.«
  • Samoas vicepremierminister Mulipola Anarosa Ale Molioo opfordrede til klimafinansiering, der er tilgængelig, fleksibel og uden betingelser.
  • Saint Vincent og Grenadinernes premierminister, Godwin Friday, sagde, at små stater »ikke kan fortsætte med at låne penge blot for at erstatte det, som klimarelaterede katastrofer gentagne gange ødelægger«.
  • Talerne opfordrede til fuld udnyttelse af det multidimensionelle sårbarhedsindeks, så finansieringsbeslutningerne afspejler landenes eksponering over for klimachok i stedet for primært at basere sig på indkomsten pr. indbygger.

Det blev sagt: For ø- og kyststater er havet af afgørende betydning for identitet, sikkerhed og økonomisk overlevelse.

  • Tuvalu beskrev sig selv som en »stor havstat«, der har ansvaret for omkring 750.000 kvadratkilometer hav, selv om landet kun har et landareal på omkring 26 kvadratkilometer.
  • Mauritius bekræftede sit tilsagn om at overholde FN’s havretskonvention fra 1982 og opfordrede til en hurtig gennemførelse af traktaten om det åbne hav.
  • Salomonøernes premierminister, Matthew Wale, bemærkede, at bæredygtigt udviklingsmål nr. 14 om livet under vandet fortsat er blandt de mindst finansierede bæredygtige udviklingsmål.
  • »Havet er ikke blot en ressource; det er vores identitet, vores arv og vores fremtid,« sagde han.

Virkelighedstjek: Talerne satte den begrænsede udviklings- og klimafinansiering i kontrast til de stigende globale militærudgifter.

  • Salomonøerne påpegede, at verden sidste år brugte mere end 2,9 billioner dollar på sine militærstyrker — 16 gange det samlede beløb for den officielle udviklingsbistand.
  • Wale sagde, at verden bruger mere på våben på færre end 18 dage, end de udviklede lande yder i klimafinansiering i løbet af et helt år.
  • Guinea-Bissaus premierminister Ilídio Vieira Té opfordrede til stærkere multilateralisme og internationalt samarbejde og advarede om, at intet land kan klare nutidens udfordringer alene.

Ud over øerne: Vandmangel og grænseoverskridende vandforvaltning fremstod også som vigtige sikkerhedsspørgsmål.

  • Egyptens premierminister Moustafa Kamal Madbouly beskrev Nilen som sit lands livsnerve og sagde, at vandforsyningssikkerheden var »et eksistentielt spørgsmål, hvor der ikke kan indgås kompromiser«.
  • Han argumenterede for, at fælles vandressourcer bør fremme samarbejde frem for konflikt, samtidig med at han afviste ensidige tiltag og »fait accompli-politikker«.
  • Kasakhstan foreslog at oprette en international vandanlæg under FN’s auspicier og opfordrede til en proces ledet af medlemsstaterne for at styrke den globale vandforvaltning.

Sikkerhedsproblemet: Østaterne blev advaret om, at geopolitisk konkurrence og forstyrrelser af vigtige vandveje hurtigt kan få priserne på fødevarer, brændstof og transport til at stige.

  • Maldivernes vicepræsident, Hussain Mohamed Latheef, sagde, at suveræniteten kan svækkes, når eksterne magter begrænser en stats frihed til at vælge sin egen vej.
  • Han advarede om, at konkurrencen i Det Indiske Ocean ikke må lægge bånd på de mindre lande, og insisterede på, at hver enkelt stat skal kunne forme sin egen fremtid.
  • Bahrains udenrigsminister Abdullatif bin Rashid Al Zayani beskrev vandveje som udviklingsarterier, hvorigennem fødevarer, medicin og energi strømmer.
  • Forstyrrelser i Hormuzstrædet, Det Røde Hav, Adenbugten og Bab al-Mandab-strædet kan påvirke familier langt ud over kyststaterne, sagde han.

Den uafsluttede arv: Ledere i Stillehavsområdet sagde, at lokalsamfundene fortsat lider under fordrivelse, sygdom, forurening og tab, selv årtier efter at atomprøvesprængningerne ophørte.

  • Kiribatis præsident Taneti Maamau bekræftede sin støtte til traktaten om forbud mod atomvåben og en international fond til fordel for ofrene.
  • Marshalløernes præsident, Hilda Heine, opfordrede FN til at undskylde for den skade, der blev forvoldt af de 67 atomvåbenforsøg, der blev gennemført i hendes land mellem 1946 og 1958, da det var et strategisk forvaltningsområde under FN.
  • »Den manglende anerkendelse er fortsat en moralsk fiasko,« sagde hun.

Du kan finde den oprindelige artikel her.

Denne oversættelse er genereret ved brug af Word Press Multilingual Plugin. Hvis noget er uklart, henvises til den engelske version af artiklen.

Scroll to Top