UNDP (FN's Udviklingsprogram)
Som FN’s største udviklingsorganisation arbejder UNDP for at afskaffe fattigdom, reducere ulighed og bygge modstandsdygtighed, så lande kan opnå holdbare fremskridt.
UNDP arbejder i omkring 170 lande og territorier. Organisationen samarbejder med partnere fra alle sektorer i samfundet om at styrke politikker, lederskabskompetencer, partnerskaber, innovation og institutionel kapacitet for at hjælpe lande med at opnå verdensmålene og sætte en retning mod en bæredygtig fremtid for mennesker og planeten.
UNDP i FN Byen
UNDP har flere hovedkontorsfunktioner samlet i FN Byen. Kontorerne servicerer både UNDP og andre FN organisationer i hele verden.
De 160 UNDP-medarbejdere i København er fordelt på fire kontorer: Human Resources, Procurement, Information Management and Technology samt det nordiske repræsentationskontor.
Sidstnævnte fungerer som et forbindelseskontor mellem UNDP’s hovedkontor i New York og de nordiske medlemslande. Kontoret fungerer også som et kommunikationskontor, der øger kendskabet til organisationens arbejde og styrker oplyste debatter om globale udfordringer på udviklingsområdet og løsningerne til at overkomme disse.
UNDP er desuden vært for UN City Common Services, der servicerer hele FN Byen i København.