FN-reform
At sikre at FN bedst muligt bidrager til verdens udvikling er en topprioritet for FN’s medlemslande.
På verdenstopmødet i 2005 understregede verdens ledere derfor, at de ville bakke op om at styrke FN. Det resulterede i, at en reform blev igangsat med det mål at styrke FNs autoritet og dets evne til hurtigere og mere effektivt at reagere på et bredt spektrum af globale udfordringer.
I forbindelse med reformarbejdet blev et panel bestående af politiske beslutningstagere nedsat. De havde til opgave at undersøge, hvordan man kan styrke FN’s evne til at reagere på dette århundredes udfordringer. Panelet anbefalede blandt andet ’Delivering as One’ pilotinitiativet, som skal sikre, at FN’s udviklingssystem bliver mere sammenhængende og dermed mere effektivt.
FN – ’Delivering as One’
For at sikre et mere sammenhængende og effektivt FN-system, for at imødekomme udfordringer i en verden i forandring, og for at teste hvordan FN-familien bedst kan yde udviklingsbistand på en mere koordineret måde, søsatte man i 2007 ’Delivering as One’ pilotprojektet i otte lande.
Albanien, Kap Verde, Mozambique, Pakistan, Rwanda, Tanzania, Uruguay, og Vietnams regeringer meldte, at de var parate til at arbejde sammen med FN-systemet og finde ud af hvordan de bedst udnyttede de stærke og komparative fordele de forskellige medlemmer af FN familien har. De fik mulighed for, at eksperimentere med måder hvorpå man kan øge FN systemets indflydelse gennem mere sammenhængende programmer, reducerede transaktionsomkostninger for regeringerne og lavere faste omkostninger for FN-systemet.
Pilotlandene arbejder ud fra fire principper: Én leder, ét budget, ét program og ét kontor. Desuden skal regeringerne have større ejerskab over FN’s udviklingsbistand, som skal bidrage til den plan værtslandet har.
Erfaringerne har allerede bidraget til et mere effektivt FN-system, hvor programmer og midler i langt højere grad er koordinerede og komplementerer hinanden. Desuden er programmerne i højre grad tilpasset nationale prioriteter, så det nationale ejerskab er blevet forstærket. Det gælder både for pilotlandene såvel som de ’selv-starter’ lande, der er kommet til siden. Regeringer har fortsat adgang til erfaring og ekspertise fra en bred vifte af FN-organisationer, således at de hurtigt og effektivt kan reagere på deres nationale udfordringer. Det gælder f.eks. industri, beskæftigelse, handel, miljøbeskyttelse, tilpasning til klimaændringer, fødevarekriser, og finanskrisen. Gennem det styrkede FN samarbejde kan organisationer, der ikke er fysisk til stede i et land rådgive regeringerne uden at skulle oprette kostbare kontorer.