WFP - FN's Fødevareprogram
FN’s Fødevareprogram (WFP) er verdens største humanitære organisation, som bekæmper sult globalt. Under katastrofer redder WFP liv og sikrer, at nødhjælpen kommer ud til dem, der har mest brug for den – hvad enten det er ofre for krig, konflikter eller naturkatastrofer. Når den umiddelbare fase er overstået, bruger WFP fødevarer strategisk til at hjælpe mennesker med at genopbygge deres liv og samfund.
WFP arbejder ud fra en vision om en verden i hvilken hver mand, kvinde og barn til enhver tid har adgang til den mad, som er nødvendigt for at leve et sundt og aktivt liv.
WFP’s mission er at udrydde sult i verden. WFP arbejder globalt for at sikre, at intet barn skal gå sulten i seng og at de fattigste og mest sårbare, især kvinder og børn, har adgang til den nærende mad, de har brug for.
WFP understøtter nationale og regionale strategier for fødevaresikkerhed og ernæring. WFP samarbejder med andre FN organisationer, internationale organisationer, NGO’er, civilsamfundet og den private sektor om at gøre mennesker, lokalsamfund og nationer i stand til at møde deres egne fødevarebehov.
WFP’s Strategiske Plan for 2014 – 2017 danner rammen om WFP’s kamp for en verden uden sult. Planen udstikker fire overordnede målsætninger:
1. at redde liv og beskytte menneskers eksistensgrundlag under katastrofer
2. at støtte eller genoprette fødevaresikkerhed og ernæring og skabe eller genopbygge eksistensgrundlag i udsatte samfund efter katastrofer
3. at styrke modstandskraften overfor katastrofer og gøre det muligt for mennesker, samfund og lande at dække deres egne fødevare- og ernæringsbehov
4. at reducere underernæring og bryde den nedarvede cyklus af sult
Hvert år hjælper WFP over 80 millioner mennesker i 80 lande. WFP finansieres udelukkende gennem frivillige bidrag.
WFP i Danmark
WFP’s Nordiske Kontor i København arbejder for at øge kendskabet til organisationens og dens nordiske partneres centrale rolle i bekæmpelsen af global sult og underernæring. WFP’s Nordiske Kontor er organisationens vindue mod de nordiske lande, som er strategisk vigtige partnere for WFP. Sammenlagt var de nordiske lande den 6. største donor til WFP i 2014 og er blandt WFP’s vigtigste donorer af ubundne midler. WFP’s Nordiske Kontor fungerer også som forbindelseskontor mellem WFP’s hovedkontor i Rom, regionale og landekontorer og samarbejdspartnere i de nordiske lande.
Kontorets informations- og kommunikationsaktiviteter sigter mod at øge den politiske og folkelige opbakning til kampen mod sult og henvender sig bredt til politikere og andre beslutningstagere, samarbejdspartnere, medier, studerende med flere. Aktiviteterne omfatter præsentationer og forelæsninger, deltagelse i workshops og konferencer, studieture for parlamentarikere og journalister, pressearbejde samt oplysning gennem WFP’s egne hjemmesider og sociale medier.