#UNCityzens: Praktikanter sætter pris på FN Byens sociale og åbne miljø

FN Byens organisationer tilbyder mange forskellige muligheder for praktikophold. Studerende fra hele verden i vidt forskellige uddannelsesforløb tilbringer her semestre, hvor de lærer om FN indefra. Vi mødtes med en ny og en tidligere praktikant til en snak om forløbet her i FN Byen.

Sociale fordele og inspiration til speciale

Frederikke Leth, der læser Global Studies ved universitetet i Lund, har netop færdiggjort sit praktikophold hos UNDP efter seks måneder:

”Det har fuldt ud levet op til mine forventninger. Udfordrende, lærerigt og meget udbytterigt. Jeg har haft andre studiejobs, så jeg følte mig sikker i at løse mine opgaver, men det var stadig en anderledes oplevelse. Dette kontors rolle er forskellig i forhold til, hvad jeg før har prøvet,” forklarer hun.

Efter at have færdiggjort sit praktikophold, vender Frederikke tilbage til universitetet for at skrive specialet til sin kandidatgrad.

”Dette praktikophold har inspireret mig til at skrive om FN’s samarbejde med den private sektor. Som praktikant i UNDP har jeg ikke blot lært om denne organisation, men har også fået indblik i alle FN Byens organisationer, som jeg nu kan bruge til mit speciale. Udover det har jeg virkelig sat pris på det åbne og sociale miljø, der er her i FN Byen.”

Den nytilkomne: FN med et menneskeligt udtryk

Catharina Høgdal, der læser cand.merc.com på Copenhagen Business School, står nu foran begyndelsen til sit praktikforløb i UNDP. Med et speciale i CSR og en minor i bæredygtighed fra Danmarks Tekniske Universitet virkede UNDP som det helt rigtige sted for hende:

”Jeg kendte godt til FN Byen og dens organisationer. Med UNDP’s brede arbejdsområde dækker organisationen begge mine interesseområder: bæredygtighed og menneskelig udvikling.”

Catharina Høgdal forklarer, hvordan hun glæder sig til de kommende seks måneder i FN Byen:

”Jeg ser frem til alle de kommende udfordringer og til at møde de mennesker, der arbejder her. Før jeg fik praktikpladsen, anså jeg FN som noget uopnåeligt, men efter at have mødt folk herude, begynder jeg at se FN med et menneskeligt udtryk.”

De kommende uger skal Catharina og de mange andre nye praktikanter omstille sig til arbejdsmiljøet i FN Byen. Vi spurgte Frederikke Leth, om hun kunne give nye praktikanter et godt råd med på vejen:

”Når man starter et nyt sted, hvor der sker så meget som her med alle de mange forskellige organisationer, er det vigtigste at række ud til de mennesker, der er omkring dig. Spørg og tal med så mange som overhovedet muligt, det vil give dig en dybere forståelse for, hvad det er, der sker. Yd også en ekstra indsats her i starten. Det kommer en til gode senere.”

Er du interesserede i at blive praktikant i FN Byen? Hold øje med mulighederne her

Læs om andre UNCityzens nedenfor

2017-04-12T13:19:26+00:00