FN vil fokusere på CO2-neutralitet i 2021

Bruxelles, 29. december 2020

FN’s generalsekretær, António Gutteres, fortæller, at nettonuludledninger vil være verdensorganisationens højeste prioritet i 2021.

“De Forenede Nationers største ambition for 2021 er at bygge en global koalition for klimaneutralitet – det vil sige nettonuludledninger – frem mod 2050,” sagde generalsekretæren i sin nytårstale.

“Samtlige regeringer, byer, virksomheder og individer har en rolle at spille, hvis vi skal realisere denne målsætning.”

Gutteres understregede, at 2020 har været et udfordrende år, men han lagde også vægt på, at der er tegn på håb for det kommende år. Blandt andet, at:

  • Folk hjælper naboer såvel som fremmede
  • Frontlinjearbejdere i coronapandemien gør et formidabelt stykke arbejde
  • Videnskabsfolk udvikler vacciner på rekordtid
  • FN-medlemssande udarbejder nye og mere ambitiøse nationale bidrag, der skal forhindre den planetære katastrofe

Generalsekretæren sagde, at den lære vi kan drage ”fra dette udfordrende år” er, at ”vi sammen kan sikre, at disse tegn på håb bliver til virkelighed overalt i verden, hvis vi handler i fællesskab og med gensidig solidaritet.”

2020 har været et år med store udfordringer, tragedier og tab, sagde Gutteres.

Covid-19 har været et verdenshistorisk kapitel om sorg og smerte.

”Mange liv er gået tabt – og pandemien fortsætter med at skabe nye bølger af sygdom og død,” sagde generalsekretæren og fortsatte: ”Fattigdom, ulighed og hungersnød er i vækst. Arbejdspladser forsvinder, mens gælden vokser. Børn kæmper. Vold i hjemmet er stigende, og verden er præget af voksende usikkerhed.”

”Både klimaforandringerne såvel som coronapandemien er kriser, som vi kun kan bekæmpe, hvis vi handler i fællesskab – og bruger dem som en mulighed for at bygge en mere inkluderende og bæredygtig fremtid.”

Gutteres efterspurgte mere internationalt samarbejder: ”Lad os sammen nå til fred med hinanden og med naturen, lad os bekæmpe klimakrisen, bremse spredningen af coronavirus og gøre 2021 til et år, hvor vi igen kommer ovenpå.”

”Vi skal komme ovenpå igen efter den dødbringende virus. Vi skal genoprette vores økonomier og samfund. Vi skal bygge bro mellem de kløfter, der fører til konflikt. Og vi skal hele de sår, vi har påført planeten.

Det skal være vores nytårsforsæt for 2021.”

Kilde: UNRIC.

2021-01-04T12:44:18+00:00