Verdensmålsprisen uddeles for første gang

Det er en helt ny hæderspris, der ser dagens lys, når Verdensmålsprisen uddeles for første gang nogensinde på Folkemødet i juni 2019. Prisen uddeles til en person, som har gjort et ekstra stort stykke arbejde med at nå Verdensmålene i Danmark.

”Vi ved, at der foregår tusindvis af initiativer rundt omkring i Danmark, som har Verdensmålene som omdrejningspunkt. Det vil vi gerne anerkende med en ny pris, som bliver uddelt for første gang nogensinde på Folkemødet i juni 2019”, siger Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Kirsten Brosbøl, der er formand for det tværpolitiske netværk, 2030-Netværket.

”FN’s Verdensmål er for alle mennesker i alle lande. Det er mål for verdens udvikling. Det er den mest ambitiøse plan for verdens udvikling, der nogensinde er set, og hvis planen skal have en chance for at blive til virkelighed, så forudsætter det at alle mennesker, virksomheder og organisationer engagerer sig og yder hver deres bidrag realisering af målene”, siger professor emeritus ved Århus Universitet Steen Hildebrandt, der er formand for 2030-panelet.

Hvis man kender en sand verdensmålshelt, som har gjort en forskel for andre enten lokalt, på landsplan eller internationalt, er det derfor nu muligt at nominere vedkommende til Verdensmålsprisen, der er inddelt i tre kategorier:

Inkluderingsprisen

Et grundlæggende princip i verdensmålene hedder “Leaving No One Behind”. Det betyder, at vi skal sikre, at de svageste kommer med. Prisen gives for den handling eller initiativ, der bedst har nået og inkluderet en eller flere af de grupper, der er i størst risiko for ikke at nå Verdensmålene – og konkret har forbedret deres situation.

Forandringsprisen

Verdensmålene handler om en grundlæggende forandring af vores verden. Prisen gives for den mest nytænkende og effektfulde idé eller opfindelse, der samtidig har det største systemforandrende potentiale.

Ildsjæleprisen

Som enkeltpersoner kan vi ændre og inspirere vores medmennesker. Prisen gives til den, der i kraft af sit personlige engagement har markeret sig som en stærk ildsjæl for Verdensmålene og har inspireret andre til at være med.

Det er muligt at nominere frem til d. 27. maj. Nomineringen foregår på www.verdensmaal.org/nominer-en-helt

Afstemningen om hvem af de nominerede, der skal modtage prisen foregår under Folkemødet 2019, hvor det er muligt at stemme både online og på selve Folkemødet.

Verdensmålsprisen er indstiftet af 2030-Panelet, der understøtter 2030-Netværkets arbejde

Kontaktinformation

Henvendelser omkring Verdensmålsprisen, nomineringen og prisuddelingen kan rettes til Kirsten Brosbøl, formand for Folketingets Tværpolitiske 2030 Netværk. Kontakt kan ske på kirsten.brosbol@ft.dk eller tlf. 61624247.

Læs mere:

2030-Panelet

2030-panelet er etableret af Folketingets 2030-netværk i juni 2017. Panelet mødes 4 gange årligt samt afholder møder og arrangementer i samarbejde med 2030-netværket. Formålet med 2030-panelet er at understøtte 2030-netværkets politiske arbejde gennem analysearbejde, sparring, videndeling og møder med netværket omkring selvstændige emner.

https://www.2030netvaerket.dk/2030-panelet

Verdensmålene

De 17 Verdensmål for Bæredygtig Udvikling er en plan og ambition for hele verdens udvikling frem til 2030.

https://www.verdensmaal.org/

2019-05-20T13:58:22+00:00