Mød João Pires, der oprindeligt læste medicin for at blive hospitalslæge, men i dag arbejder for Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i afdelingen Alert and Response Operations. Her arbejder João for at forbedre sundhedssikkerheden i hele WHO’s europæiske region dels ved at styrke det regionale alarmberedskab dels ved at støtte medlemslandene ved folkesundhedskriser.

Fra hospitalsgulvet til folkesunhedsstudier

Joãos vej til FN-Byen og WHO’s regionale kontor har været snørklet. Efter medicinstudiet i Lissabon og i løbet af de følgende seks års hospitalsarbejde blev João flere gange tiltrukket af NGO-verdenen for at gøre en forskel i felten. Han rejste på missioner med den portugisiske NGO Assistência Médica Internacional (AMI) til Angola, Zimbabwe og Kap Verde.

João blev sendt på missioner i humanitære nødsituationer og arbejdede med kolera- og dengue-feber-udbrud. Efter udsendelserne ønskede João fortsat at arbejde i Afrika. Han tog derfor et kursus i tropisk medicin i Uganda og Tanzania fra London School of Hygiene and Tropical Medicine. Efterfølgende arbejdede han som epidemiolog i et 9-måneders forskningsprojekt i Angola.

“Under forskningen i Angola blev jeg mere interesseret i at beskæftige mig med folkesundhed, hvilket indebærer aktiviteter for at forebygge sygdomme og fremme folkesundheden. Derfor tog jeg en kandidat i Public Health ved University of Liverpool med fokus på epidemiologi. Jeg fortsatte med at arbejde på hospitalet, men jeg følte mig stadig tiltrukket af folkesundhed. Så efter mine studier i 2014 søgte jeg en praktikplads hos WHO. Jeg fik en tre-måneders sommerpraktikplads i København i den samme enhed, jeg arbejder for i dag. ”

FN Byen – et socialt, inkluderende miljø

Efter praktikken vendte João tilbage til Portugal for igen at arbejde som læge. Folkesundhed og arbejdet for WHO var gået ham i blodet, så han begyndte at søge stillinger i WHO. I september 2015 fik han en stilling på WHO’s regionale kontor for Europa og flyttede tilbage til København:

“Livet i København er så forskelligt fra hvor, jeg kommer fra. Jeg havde gode sommerminder fra min praktik, så jeg vidste hvad jeg kunne forvente, da jeg tog tilbage til den danske hovedstad. I Portugal er livsstilen mere tilbagelænet, og du kan få venner med det samme. Her tager det længere tid. Jeg kan godt lide den omsorgsfulde atmosfære i København, og jeg synes sport er en god måde at komme i kontakt med danskere på. Jeg er en del af et triatlonhold, som i øjeblikket forbereder sig på en halv Ironman. ”

João fremhæver det sociale liv i FN Byen som noget særligt:

“Jeg synes, at det internationale miljø i FN Byen bidrager til at få nye venner. Alle er på udebane og interesserede i at få et nyt netværk. Det giver en meget socialt, integrerende atmosfære. ”

Drevet af at gøre en forskel

Arbejdet i Joãos afdeling – Alert and Response Operations – dækker over en bred vifte af aktiviteter og er ansvarlig for det “usynlige arbejde” med at sikre den regionale sundhedssikkerhed.

“Vores mål er at sikre sundheden i vores region. Vi overvåger konstant sundhedssituationen for på et tidligt stadie at opfange signaler om sundhedstrusler. Vi støtter så medlemsstaterne i tiltag for at forhindre, at sundhedtrusler udvikler sig til store nødsituationer. Vi arbejder både med store folkesundhedskriser som ebola eller Zika og mindre som lokal salmonella eller hepatitis A-udbrud. ”

Den europæiske region omfatter 53 lande med en samlet befolkning på næsten 900 millioner. Regionen strækker sig fra Ishavet i nord til Middelhavet i syd og fra Atlanterhavet i vest til Stillehavet i øst.

“Vores kontor fungerer som det regionale kontaktpunkt for medlemsstaterne i tilfælde af nødsituationer på folkesundhedsområdet. Vi har en særlig nødtelefon, der altid er båret af en af ​​vores team-medlemmer. På den måde er vi tilgængelige for medlemsstaterne i krisesituationer. Desuden har vi hver morgen et møde i det, vi kalder Emergency Operations Center for at diskutere og vurdere aktuelle folkesundhedsmæssige begivenheder i vores region. ”

Når João reflekterer over sin professionelle fremtid, kommer han frem til, at han nok foretrækker at fortsætte arbejdet med folkesundhed frem for at være på et hospital:

“Arbejdet som hospitalslæge ligger langt fra arbejdet med folkesundhed. Da jeg var på hospitaler eller i felten, kunne jeg direkte føle min indvirkning på 10-15 patienter om dagen, hvorimod, jeg gennem arbejdet med offentlige sundhed har en bredere indlydelse på befolkningen som helhed. Jeg kan være en del af en organiseret indsats for at forhindre store sygdomsudbrud og støtte lande i nød. Begge former for arbejde er meget givende, men jeg ser mig selv mere og mere inden for folkesundhed. ”

Kun tiden kan vise, hvad næste stop på Joãos karrierevej bliver. Dog er der ingen tvivl om, at fokus vil være på at gøre en forskel, uanset om det bliver i felten eller bag skrivebordet.

Læs om andre UNCityzens nedenfor