FN Byen omdannet til ’Verdensmåls-legeplads’ ved Den Lille Kulturnat

20. marts 2019 – De 17 verdensmål for en bæredygtig fremtid var omdrejningspunktet, da #UNCity4Schools fredag den 15. marts inviterede børn og deres forældre på besøg i FN Byen i anledning af Den Lille Kulturnat.

Klokken 16 begyndte de første nysgerrige barneansigter at kigge ind ad hoveddøren til FN Byen, der i dagens anledning var omdannet til en ’Verdensmålslegeplads’ bestående af små aktivitets-øer.

Ved én ø byggede børnene bæredygtige byer af klodser, mens verdensmål nummer tre ’Sundhed og trivsel’ blev levet ud gennem dans, parkour og gymnastik ved en anden ø. En tredje ø samlede børn til ansigtsmaling med mål nummer 15 ’Livet på land’ som tema, og ved en fjerde ø tilbød FN’s Fødevareprogram smagsprøver på de protein- og vitaminholdige kiks, som de giver til børn i områder med hungersnød.

FN-koret Unison og rapperen Erik B. Jacobsen stod for lydtæppet og underholdt med numre som ’Bridge over troubled water’ og ’Happy.’

Det er første gang nogensinde, at København holder Den Lille Kulturnat og dermed også første gang, at FN Byen huser arrangementet. I alt lagde 300 gæster vejen forbi.

2019-03-20T11:35:43+00:00